Daniellas verden

Det er pudsige ting, jeg har erfaret med de ord.. Når jeg præsenterer mig som folkepensionist, stivner smilet bare en lille smule, for så ved man, at jeg ikke har noget andet at snakke om end min alder og helbred. 

Sommetider bremser de mig i min beretning om min kvide. (jeg har gigt i hele kroppen) så der er nok at tale om) Samtidig begynder mange at fortælle om DERES EGNE sygdomme, som ALTID er langt værre end min gigt. Jeg lytter andægtigt og efter en rum tid tager vi afsked med hinanden.

Præsenterer jeg mig derimod som skribent, sker der helt andre ting: Man kikker på mig og spørger, hvad jeg skriver om, og hvor jeg lægger mine skriverier ind. 

Der går en rum tid med den snak, og vi tager afsked med hinanden.

Nu venter jeg med spænding på, at jeg snart skal holde et lille foredrag om min kamp for at komme på højde med andre mennesker - intelligens-mæssigt set. Her vil jeg præsentere mig som skribent, og mærke reaktionerne hos publikum.

Måske jeg tager fejl, men titler er blevet meget vigtige nu til dags, har jeg observeret. Sjovt nok benytter min datter sig aldrig af sin tittel som Cand.mag. i engelsk. Hun fortæller det kun når hun bliver spurgt, eller er nødt til at skrive det i en ansøgning eller andet.

Er det klassekamp? Måske.

 Jeg hælder mere til den teori, at det giver de fleste et større selvværd eller stolthed at kunne præsentere sig som forfatter, direktør eller andet, som kan sløre andres opfattelse af en person. 

Nu skal jeg som sagt snart præsentere mig for en forsamling, og så håber jeg på, at de lytter mere intenst, når jeg siger, at jeg er "blogger" "Klummeskriver" og "skribent"