LegalTech vinder indpas

LegalTech vinder indpas

3. jul 2018
LegalTech vinder indpas i både USA og Europa, og flere og flere antyder således, at LegalTech er fremtiden inden for den juridiske branche. Men skal LegalTech ses som en udfordring for de danske advokathuse eller tværtimod som en effektiv løsning? Det vil der blive stillet skarpt på i dette indlæg.

Hvad er LegalTech?

LegalTech er brug af teknologi og software til at levere juridiske ydelser. Det kan f.eks. være i form af kunstig intelligens, der skal lette advokatens arbejdsbyrde eller informationssystemer, der fungerer som database, hvor jurister kan finde relevant juridisk information (f.eks. Karnov). LegalTech er dog i den seneste tid set som en udfordring til den traditionelle advokatvirksomhed i form af start-ups og iværksættere, der vil innovere branchen.

LegalTech vinder indpas

Kulturen i advokatbranchen er til stadighed noget konservativ, når det kommer til de nye løsninger. Advokaters fornemmeste opgave er nemlig at minimere risikoen. Kan vi blot overlade kvalitetssikringen til systemer og stole på, at alt er, som det skal være? Tendensen er dog, at LegalTech vinder indpas, hvorfor advokatbranchen bør tage dette meget seriøst og overveje at bryde op med denne konservative og traditionelle holdning. Ifølge Forbes var der allerede i februar 2015 flere hundrede LegalTech-virksomheder, der blomstrede op i Europa og USA. LegalTech-virksomheden LegalZoom varetog da også allerede i 2011 20 % af selskabsstiftelserne i Californien. Det er altså store dele af markedet, der overtages af disse LegalTech-virksomheder. Endvidere er Legaltech-firmaet DIGURA seneste skud på stammen af LegalTech-firmaer i Danmark. DIGURA ønsker dog ikke at konkurrere med advokatvirksomhederne, men vil gå forrest i kampen for at innovere branchen, så den ikke bliver overhalet og mister markedsandel til andre rådgivningsbrancher.


Udfordring eller løsning

Men bør advokatvirksomhederne se LegalTech som en udfordring eller løsning? På den ene side er LegalTechs fremfærd selvfølgelig en udfordring, da LegalTech-virksomheder tager markedsandele, som i eksemplet ovenover med LegalZoom. LegalTech kan dog også bruges af advokatvirksomhederne, så de kan tilbyde smartere løsninger eller optimere egne arbejdsprocesser. Således kan advokatvirksomhederne jo håndtere flere sager hurtigere.
Danmarks førende LegalTech-virksomhed, DIGURA, der opererer inden for lejeretten, er et glimrende eksempel på dette. Her har unge studerende formået at skabe en kompleks platform, hvor lejere via besvarelse på 7-10 spørgsmål og vedhæftelse af relevante dokumenter, kan oprette en sag. DIGURAs software sammenkobler de konkrete fakta med relevant lovtekst og over 4500 afgørelser og domme. Hvis det vurderes, at der er noget at komme efter, har DIGURA ligeledes på baggrund af de 4500 afgørelser og domme prædefineret 200 forskellige sagstyper, så selve udarbejdelsen af skrivelser er også automatiseret. En sag tager derfor ikke meget mere end en time for DIGURA, hvilket også lægger til grund for de konkurrencedygtige priser, virksomheden kan tilbyde. DIGURA er dog ikke en udfordring til advokatbranchen, men nærmere til de også noget traditionelle lejerorganisationer. I DIGURA har man således formået at optimere egne arbejdsprocesser og samtidig gøre selve klientarbejdet nemt, tilgængeligt og billigt.


Fremtiden

Med flere LegalTech tiltag i Danmark tyder det altså på, at advokatbranchen også må genopfinde sig selv og benytte de muligheder, som LegalTech frembyder. Der ses dog også flere eksempler herpå, bl.a. Storminkasso, Konkursportalen, Aktindsigtshåndbogen m.m. Nytænkning og anvendelse af LegalTech må derfor anses som fremtiden i advokatbranchen. Men det er dog også en nødvendighed, hvis advokatbranchen vil beholde sin status. 

Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Annonce