Vrede kunder

Undskyld jeg forstyrrer

Man bliver aldrig for gammel til at lære. Det er erfarede jeg, da  jeg en dag skulle ind og vide bedre besked om en aftale hos et telefonselskab.

Da jeg havde trukket et nummer, kunne jeg se, at sælgeren var alene på gården og var i færd med at tale med en kunde. "Tale" er nok ikke det rette ord, for på kundens stemmeføring og kropssprog kunne jeg ane en vis vrede mod forretningen. D.v.s.  at det var kunden, som råbte og skældte ud, så hatten passede. Sælgeren fik ikke et ord indført.

Hvis nu kunden havde set godt efter, var hun blevet klar over, at sælgerne er blevet uddannet i at tage alle slags kunder - også de utilfredse.

Den meget unge sælger sad stille og roligt og lyttede. Hans rolige svar dæmpede ikke damen, og hun gik med uforrettet sag.

Hvad lærte jeg af den forestilling?

Inden jeg gik hjemmefra, havde jeg den tanke, at sige min mening om forretningen, og den utilfredshed jeg følte - lige som kunden fra før.. Men med sceneriet in mende gik jeg den modsatte vej, da det efter meget, meget lang ventetid endelig  blev min tur. 

Jeg hilste på sælgeren med et smil, og forelagde ham mit ærinde: Jeg forstod ikke helt, hvad meningen var med en opringning fra selskabet, som jeg modtog for nogle dage siden. 

Vi talte stille og roligt om sagen, og han fandt ud af dens rette sammenhæng. Samtidig bad jeg ham smilende om at se telefonen efter for en mindre fejl, som han rettede. Det tog ikke lang tid.

Resultatet taler for sig selv: 

Hvis man bliver ophidset og skælder ud, spilder men både sælgerens, min og den ventende kundes tid. Sælgeren i en sådan biks har sine instrukser at gå efter - selvom det svinger lidt melem personalet.  

Jeg blev afvist i forretningen en anden dag, fordi jeg ikke havde ordentlig billed-legimitation med. Denne gang havde jeg PASSET med, men den unge herre gik lige til sagen uden at forlange at se mit pas eller andet. Han smilede meget og på den måde fik jeg ordentlig besked og et pænt farvel og tak.

Man bliver aldrig for gammel til at lære.