En lille julehistorie :) {{forumTopicSubject}}

En lille julehistorie

Ernst Johansen - Hans Peters jul

Sneen faldt. Kulden rev i næsen, men inde i skolestuen var der gloende hedt.
Det er snart jul, hviskedes det fra bord til bord. Kun Hans Peter var ikke i julehumør. Der blev nok ingen jul
for ham i år.
-Glæder du dig ikke, spurgte sognefogedens Trine, men Hans Peter vendte blot ansigtet bort, og en tåre
fandt vej ned ad hans kind. Da klokken ringede, skyndte han sig af sted før de andre.
Det var så sørgeligt som det kunne være. Hans Peter tænkte på terminen, som faren ikke havde betalt, på
deres eneste ko Maren der havde kighoste, på rabarberne, der havde slået fejl, på søsteren Katrine som
altid græd, fordi Store Oles søn, Lars i Bakken, havde slået op. På katten Lene, som vist nok var kommet
galt af sted igen, og endelig tænkte han på Frederik, broren som boede i Amerika, som de ikke havde haft
brev fra i lange herrens tider.
Og så havde han endda glemt gammelmors gigt og Klaus, deres hest, der havde ondt for tænder.
Ja, én ulykke kommer aldrig alene, og i går havde han tabt sin top. Hans Peter nærmede sig gården.
Hunden, Karo, sprang op ad ham, men var så uheldig, at den trådte forkert og forstuvede foden. Nu blev
der udgifter til dyrlæge.
I det fjerne ringede klokkeren Børmose julen ind. Inde i storstuen sad Lavs og pillede ved et brev. Det var
fra banken, 288 kr. og 18 øre forfaldt senest juleaften klokken 9,15, ellers tog de gården. Stine, hans kone
kom ind: ”Sidder du her, Lavs,” sagde hun stille. ”–Ja, såmænd gør jeg så,” svarede han. ”Har du sat
gåsen over?” De havde bestemt sig til at slagte den sidste gås. –”Lavs,” forsatte Stine, ”det har jeg ikke.
Ræven har taget den i nat. Men havregrød! Det skal vi da have.” ” –Ja gudskelov for den,” sagde lavs.
Hans Peter gik et vend om gavlen. Hvad var det? Var der ikke en der skreg? Jo. . . det kom ovre fra
kæret. Det var nok en der var ved at drukne.
Hurtigt spiste han sin øllebrød. Så løb han den halve mils vej over det frosne overdrev.
I skumringen øjnede han et stort hul i isen. Nu kom der en rød tophue til syne. Han kendte den straks.
Det var Trines. Så var hovedet nedenunder nok også hendes.
Trine, Trine, råbte han, hvad ligger du der efter på en juleaften. Er der noget i vejen?
- Jeg er faldet i vandet, klynkede hun. - Hvordan kunne det gå til, Trine? - Isen brast.
- Ved du hvad, Trine, jeg får en ide: ”Jeg tror jeg vil hjælpe dig op. Det ligner ikke noget at du ligger der en
juleaften.
Hans Peter rakte hånden ud. Trine greb den. Han trak, men mærkede, isen gav efter under ham. Han blev
våd på skjorten. Det var slemt, han havde ingen at skifte med.
Lars i Bakken, Oles søn, kom gående over engen. Han var gået ud for at flytte køerne, men var så kommet i
tanke om, at de nok slet ikke var ude på denne tid af året. Han stod stille. Hørte han ikke ca. 2 skrig? Jo,
der var ikke noget at tage fejl af. Lars tog benene på nakken, men tog dem ned igen. Det sinkede bare,
han havde dem der. Ude i kæret så han to mørke skikkelser i det sikkert ret kolde vand.
-”Er I gået i bad”, råbte han. Lars havde altid været lidt nysgerrig af sig. Intet svar. Langsomt krøb han ud
til stedet. Da mærkede han, at isen brast. Det blev vådt omkring ham.
Ad landevejen kom en høj skikkelse ludende. Et langt skæg blafrede i nordenvinden. Den standsende, var
der ikke nogen, der råbte. Det kom vist nede fra kæret. Ude i det sorte vand så han tre mennesker. Mon
de ikke var i færd med at drukne. Han stak sin stok ud til dem, og snart var de alle på det tørre.
Hjemme sad Lavs og Stine og stak til havregrøden. –”Hvor mon drengen bliver af”, sagde Lavs på sin egen
stille måde. – ”Han skulle ud,” svarede Stine også på sin egen stille måde. ”Nå,” sagde Lavs
Næppe havde Lavs sagt Nå, før stuedøren gik op. Ind trådte Hans Peter, men Ih du fredsens hvor han var
våd, og efter ham Trine og hendes far, sognefogeden og Lars og dennes far, Ole i Bakken og til sidst en høj
mand med langt skæg, som de ikke kendte.
Stine og Lavs gjorde store øjne. En times tid sad alle tavse. Så sagde sognefogeden: ”Vi ved godt, det ikke
er gået dig så godt på det sidste Lavs, men herefter skal det blive anderledes.” ”Nu har knægten dér, Hans
Peter, reddet min datter fra druknedøden, som slet ikke er rar på denne tid af året. Vi ved alle, hans hu
står på sparekassebogen. Her giver jeg ham en daler, han kan sætte ind på den for ulejligheden. Og hvad
dig selv anbelanger, så er her 288 kr. og 18 øre. Dem vil jeg låne dig til terminen. Nej Lavs, du skal ikke sige
tak, det er mig der skal sige tak, men du ku lige ta og stikke mig en kvittering.”
Gamle Ole i Bakken tog nu ordet: ”Ja Lavs, lad mig sige det som det er. Det var mig der fik din søn til at
vende sig fra min datter, Katrine.” Bitte børn, kan I tilgive mig?
”-Så må jeg vel osse sige et par velvalgte ord,” sagde den høje mand. Og i det samme tog han sit lange
skæg af. ”Frederik, min søn” udbrød Stine. For ham var det naturligvis. ”Ja kære forældre, kære alle
sammen, det er mig. Jeg er kommen hjem som en holden mand.” Op af sin kuffert tog han to millioner
dollars kontant, og ikke nok med det. Også et middel mod kighoste. ”Det skal, koen, Maren have,” sagde
han. Og det fik den og blev straks rask. Og til gammelmor havde han en varmedunk til hendes lænder. To
timer efter var gammelmor den ivrigste til at gå om juletræet, et sammenfoldeligt et som Frederik også
havde haft med. Det var simpelthen mageløst. Sådan var der i staterne. Der var store forhold.
Det blev sent, inden man den aften gik til ro i den gamle gård.
Da alt var stille, sneg Hans Peter sig ud bag gavlen. Og denne gang var han ikke alene. Trine var også med.
I mørket kom Trine til at sparke til noget. ”Det er jo min top” udbrød Hans Peter glædesstrålende.
De ville gå ind i lunet igen, men i det samme hørte de lette fjed.
Det var Mikkel, ræven, der kom ud fra skoven.
Stilfærdigt lagde den noget fra sig på trappestenen og forsvandt igen.
Og dér lå gåsen. Den havde fortrudt det, Mikkel
Men hvad Hans Peter og Trine ellers fortalte hinanden den julenat, ja, se, det må I selv gætte jer til.
Så blev det alligevel jul i den gamle gård!