Tvangs adoption. {{forumTopicSubject}}

Jeg hørte i dag i radioen at man påtænker flere tvangs adoptioner.
Der er mange børn der lever på børnehjem, fordi forældrene ikke selv kan tage sig af dem. Nogle af disse sørgelige sager, kan man med næsten 100 procents sikkerhed vurdere at der aldrig vil ske nogen ændring i forældrenes status.
Det kan være hårdt belastede narkomaner, eller meget unge kvinder der er ude af stand til at opfylde rollen som værge for barnet.
Det er som om disse børn bliver efterladt i en form for ingemandsland,
og man fornemmer at hensynet til forældren vægtes mere end til barnet. Selvfølgelig kan man på et tidspunkt være ude af stand til at tage sig af andet end ens egne behov, men så spørger jeg om hvor lang tid der skal gå før der skrides ind.

Skal barnet mangle den omsorg og kærlighed der burde følge med barndoms livet, Der er mange der står i kø for at få lov til at give dem netop den gave det er at føle sig elsket og set.

Som det er nu adopterer vi fra andre lande, og på børnehjem sidder der samtidig forladte børn der næsten aldrig ser deres forældre.

Selvfølgelig mener jeg ikke at man skal tage børn fra deres forældre på må og få, der skal virkelig være vægtige grunde til tvangsfjernelse
Man må lave et råd der består både af lægmand og specialister på børne området.

Primært mener jeg at det er synd for børn, der måske ikke har set far og mor i flere år. De kunne få en skøn opvækst hos en god familie.
Hvad mener i andre, hvad skal man tage hensyn til i den situation,
Er det forældrene eller børnene.