Kunne hun det? ARGH! Mundtlig aftale {{forumTopicSubject}}

Hej derude.
Jeg sidder her og er gal og ikke mindst ked af det, efter en vanvittig episode igår.

UNDSKYLD LÆNGDEN!

Jeg hentede for nyligt en hund fra Esbjerg til Møn.
Ejeren forlangte i annoncen 1500 for hunden, men ville efter telefonisk samtale ikke have pengene, selvom jeg flere gange tilbød det.

Så langt så godt.

Jeg tilbød hende at de kunne ansøge mig på Facebook, for at følge med i billeder af hunden, eftersom at jeg ikke er nogen flittig bruger af hundegalleri.

Mødet var hyggeligt, og hun fik min adresse, idet papirerne fra hunderegisteret endnu ikke var kommet, så vi kunne ikke udfylde papirerne med det samme.

Jeg fik hendes legetøj med og en pose foder. Det var det.

Hunden faldt hurtigt til og faldt godt i spænd med min anden hund.
Jeg skrev dagligt til hende, for at oplyse hende om hvordan alting gik.
I lørdags skulle jeg til KBH, og havde om Fredagen sendt mine to dejlige hunde ud til min far, så vi kunne prøve om det gik med hans hunde. Min far har set hende hver dag, så han var ikke mere fremmed end jeg var.

Igår bad den tidl. ejer mig om at ringe, hvilket jeg gjorde. Hun spurgte straks hvordan det gik på en sur måde!
Jeg svarede at det gik fint, og at jeg pt var i KBH. Straks brød helvede løst.
Hun skældte ud og fortalte at de ikke havde sovet HELE natten, fordi jeg havde fået hunden passet. Jeg kunne godt se det fra hendes side, men forsikrede hende om at hunden havde det fantastisk og hyggede sig med de andre hunde og ikke mindst min far.
Hun var fløjtende ligeglad, og ville ringe tilbage efter en time. Der gik dog maks en halv time før hun ringede igen, og meddelte at nu ville de køre over og hente hende.
Jeg blev så paf!

Jeg prøvede at føre en samtale med hende, imens hun blev mere og mere modbydelig! Hun nævnte at jeg havde fået hende gratis, hvorefter jeg måtte pointere at jeg fandeme havde tilbudt hende de penge! Derefter siger hun at jeg havde sagt nogle ting derovre, som gjorde at hun ikke var tryg ved mig. HVORFOR I ALVERDEN SÅ SENDE HUNDEN MED MIG?!?!?!?!?!?!

Jeg blev naturligvis rigtig ked af det. Ikke mindst fordi hun inddirekte sagde at jeg ikke kunne finde ud af at have dyr, og jeg var åbenbart meget uansvarlig, og hun vill fortryde resten af livet hvis hunden skulle blive hos mig.
Og hun havde iøvrigt en familie til den.
Jeg spurgte om det ikke var synd at hente hende tilbage, hvorefter at give den til en ny familie, men det mente hun ikke hun blev forvirret af!
Hun var meget markeret omkring at hun var hos mig klokken 19:00 - hvilket hun overhovedet ikke kunne kræve at jeg skulle være hjemme til. Og så gad hun ellers ikke diskutere mere med mig, for de havde en meget lang tur foran dem!

Så efter at have prøvet at føre en samtale med et hysterisk kvindemenneske, og modtaget den ene fornærmelse efter den anden, tog jeg hjem. Hun var hos mig præcis klokken 19:00 hvorefter min far gik ned og afleverede hende, for jeg skulle bestemt ikke se hende.

Da stod hun og min far og snakkede, og han sagde at hun altså på intet tidspunkt havde været bange eller lidt nød. Og så siger hun fandeme at hun heller ikke var i tvivl om at hun havde haft det godt, men hun var nok bare pyldret, for det var jo hendes barn. NEJ DET ER DIN HUND! Og det er fandeme ikke din mere!!!

Jeg var rigtig sød i det her drama, syntes jeg selv, og jeg sidder nu tilbage og ´føler at en undskyldning ville være på sin helt rette plads. For det handlede i bund og grund om hendes egen egoisme overfor hunden, selvom hun havde fravalgt hende (som også var hendes datters øjesten) til fordel for en hund hun havde haft i knapt et år. Og hun havde altså haft hunden i næsten 6 år.

Jeg sidder bare og tænker hvad jeg kunne havde gjort hvis jeg havde været streng og standhaftig nok.

Vi indgik en mundtlig aftale om overdragelse af hunden. Jeg har haft en del om aftaler, og ved udmærket godt at mundtlige aftaler er ligeså gældende som skriftlige, selvom det tit er påstand mod påstand. Jeg havde bevis på overdragelsen i form af en billet og et hav af sms'er!
Kunne jeg havde gjort noget anerledes?
Jeg havde godt nok stået med en hund uden mulighed for ejerskifte, og derefter forsikring. Og det gjorde også sit til at jeg valgte ikke at stritte imod.

Jeg er bare så skuffet over at hun brød vores "handel" på den måde, og fik det hele til at lyde som om jeg havde passet HENDES hund helt forkert. For det var jo ikke hendes. Jo på papirerne, men vi havde fuldført en handel og ventede bare på ejerskifte.

Jeg er endnu mere ked af det at hun skulle tale sådan til mig. Jeg er ikke noget barn, og jeg var bestemt ikke led mod hende, og jeg modtog bare det ene lort efter det andet. At hun inddirekte sagde at jeg var dårlig til at have dyr, og ikke magtede opgaven, gjorde mig virkelig ked af det, For mine dyr mangler ikke noget, og jeg giver dem alle al den kærlighed jeg rummer i kroppen. Men jeg bahandler dem også som de dyr de er, for de vil aldrig kunne have samme tankegang og selvbevidsthed som jeg. Jeg har altid haft dyr, og især hunde. og jeg forguder mine dyr, på en behersket måde!

Jeg ved nu at jeg ikke skal være venner med mine kommende dyrs tidligere familie på facebook, og så skal jeg blive bedre til at kende hysteriske mentalt forstyrrede kvindemennesker på afstand.

Jeg er bare så ked af hele det her åndssvage drama, for hun var allerede faldet godt til. Vidste hvilken dør hun skulle ind af i opgangen, og lå i arm om natten. Hun var himlende glad for at se mig igår da jeg kom, og hoppede op mindst ligeså meget som min anden. Når man indstiller sig på at man har endnu en ven for livet, og så der kommer en hysterisk dame og behandler situationen som om jeg bare passede hunden, så gør det fandeme ondt!

Undskyld det lange indlæg. Måske der bare lige var nogle tanker der skulle ud! ;(