Det hele falder sammen ... :/ ? {{forumTopicSubject}}

Jeg skriver det her anonymt fordi det er meget personligt, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre længere. Min kæreste og jeg har boet sammen i næsten 2 år. I vores dagligdag, fungerer alt rigtig godt, vi er gode ved hinanden, og husker at sætte pris på hinanden. Problemet er desværre bare at min kærestes økonomi er meget dårlig. Vi sidder i en lejlighed lige nu, hvor han skylder to gange husleje, og da jeg er på SU kan jeg desværre ikke hjælpe ham. Vi har snakket med hans familie om det, og hans far forslog at spørge hans mormor om hjælp, da hun er en nok penge. Det var så aftalen, for ellers bliver vi selvfølgelig sat ud snart. Han skulle så ringe i torsdags, men synes ikke lige han har lyst, sådan går fredag, lørdag også. Selvom aftalen var at lørdag var en god dag. Jeg har godt fanget han ikke har lyst til at ringe hvilket selvfølgelig er helt okay, men det betyder jo selvfølgelig også at der er konsekvenser for os, hvilket betyder vi bliver nød til at flytte fra hinanden. .. mit problem er bare han ikke forstår det.
Vi var i byen igår og hyggede os rigtig meget. Jeg er ikke sur på ham, for selvfølgelig er det hans valg, men det betyder desværre bare at jeg skal flytte fra midtjylland, hvor jeg er flyttet til for et halvt år siden, til sydfyn i en meget lille by, hos min far, da jeg ikke har penge til at flytte igen allerede på SU. Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at flytte fra mine venner, men han giver mig desværre ikke noget valg. Jeg vækkede ham i morges, og spurgte om han ville være med til at pakke ned, da vi skal gøre klar til at flytte. Han kiggede underligt på mig og spurgte hvorfor? Det virkelig fustrerende at han ikke forstår alvoren i det han har gang i.. Jeg forklarende ham så, at når han ikke har lyst til at spørge hans mormor om hjælp, så bliver jeg jo nød til at flytte, fordi han ikke har betalt husleje, mad og hvad der ellers hører til. De sidste to måneder har jeg på SU forsørget os, med mad og smøger og hvad vi havde brug for, pånær hans del af huslejen .. Nu ligger han i hans seng og er sur på mig, fordi jeg spurgte ham om han vil være med til at pakke..

Sikke en jul .. Det gør mig bare rigtig ked af det, fordi jeg altid har hjulpet ham med penge, så meget som jeg kunne. Jeg opgav alt da vi sammen flyttede til Midtjylland sammen, fordi han savnede hans venner og familie, et halv år efter er jeg nødsat til at flytte helt til sydfyn, fordi han ikke kan finde ud af at gå ned og be om kontanthjælp. Han har svært ved at stå op ... Vi boede før godt et år sammen i sønderjylland, der fungerede tingene heller ikke optimalt, men min far hjalp os den gang, men min har kan jo heller ikke blive ved med at hjælpe min kæreste, når det lidt er hans egen skyld

Hvordan kan jeg får ham til at forstå alvoren?
Egentlig er jeg rigtig vred på ham, for jeg har på ingen måde lyst til at flytte. Faktisk så vred jeg slet ikke vil være kæreste med ham mere, for han virker total ligeglad med mig.

men sig mig .. hvad synes i, er det mig som er en kælling, eller er der grund til at være sur, og endda forlade ham pga det her??