Jeg er lidt en kujon. {{forumTopicSubject}}

For en uges tid siden begyndte jeg og skrive med en 18 årig pige fra Roskilde af. Fra start af så det ud til at der var god kommunikation, og for 3 dage siden besluttede hun sig så for og give mig hendes nummer (vi har IDAG kun skrevet en uges tid sammen)

Det lidt svært og forklare omstændighederne, men ifølge hende så føles det som om at vi har kendt hinanden altid.
Vi virker som et rigtig godt match (set fra egne øjne) og udfra mine beskeder så har hun allerede anslået min personlighed til og være fantastisk. Hun faldt for min tekst som jeg havde skrevet under min profil på det site hvor hun faldt over min profil, og det var der hvor det hele startede.

Hun virker til og være en super sød og fantastisk pige med noget mellem ørene. Næsten for godt til og være sandt sidder man og tror. Hun er lidt en nørd i skolen men ser ud til og være en stille og rolig pige inderst inde. Udseendsmæssigt bærer hun heller ikke præg af og være en nørd.

I Mandags spurgte hun ind til om jeg ikke ville mødes her IDAG (onsdag) og der er ikke engang gået en uge fra siden vi startede med og skrive. Jeg fik lidt kolde fødder....... ikke fordi jeg er genert. Jeg elsker og være social, men alligevel en smule genert da jeg aldrig har mødt personer igennem internettet

Hun bliver ved med og plage, for ifølge hende så sker det aldrig hvis vi ikke bare ser og får det gjort, Hun har sagt at jeg ikke vil fortryde det. Hun har sagt jo længere tid der går, jo større er chancen for at det ikke sker, og hun vil ikke smide det væk som hun åbenbart mener vi har, og at det ikke vil blive det samme som før, hvis vi venter med og mødes til om 1 måned eksempelvis. Hun siger at det måske bare bliver nogle sms'er frem og tilbage om hvad hinanden laver, og så bliver det bare kedeligt og skrive med hinanden i længden, og det vil hun ikke have sker.

Igår besluttede hun sig så for og fortælle mig noget. Hendes kære Bob Marley baggrund på telefonen er skiftet ud med et billede af mig. Jeg tænkte: WTF? Hvorfor skulle hun dog ville have et billede af mig som sin baggrund, haha.. Hun siger at den er tilegnet personer som gør hende glade. Normalt er hun ikke en type som sms'er meget, men at hun ikke kan lade være når det er mig. Igår valgte hun så også og ringe klokken 23:00 og vi afsluttede så ved 04:00 tiden i nat. Jeg spurgte hende om hvorfor hun vil bruge så meget af sin tid på og snakke med mig, når hun kun har 6 timer hver måned, og vi alligevel noget af tiden kun snakkede om mærkelige ting. Men hun sagde at hun synes det er det hele værd. Igen er jeg selvfølgelig beæret over det,

Nå, tilbage til det med mødet som skulle finde sted idag. Idag har hun og 12 andre aftalt og tage ud og bowle, og der ville hun gerne have mig med. Derefter ville hun have mig med ud på stranden med de andre (hun bor lige ved stranden næsten, eller man kan ihvertfald se vandet fra hvor hun bor siger hun) og lave bål og drikke . Hun prøvede endda og lokke mig ved og sige at jeg kunne sove hos, så jeg ikke skulle tænke på om hvordan jeg kom hjem. Mange tænker nok <b>så gør det doooog</b> men vi har knap skrevet en uge sammen og jeg ser gerne at der lige går noget tid. Selvom vi virker som det perfekte match når man ser på det som det er nu, og hun har set mig over webcam på skype, og at jeg er hendes baggrund på hendes telefon, og tilmed er en af de få hun faktisk gider sms'e med, så er jeg sku stadigvæk i tvivl om der er noget som ville blive ændret som det er nu.

Som overskriften siger så er jeg lidt af en kujon når det kommer til det med og møde mennesker som man har fundet igennem internettet. Men det og tage i byen og lære mange nye mennesker og kende, det ligger mig helt naturligt.

Hvordan kan man dog samle sig mod til og møde en som virker for perfekt til og være sandt?
Vi har begge set hinanden på billeder, på cam og snakket i telefon, så vi er ikke i tvivl om nogle af os er fakere.

Jeg har det bare lidt dårligt med og tænke på at jeg ikke blot skal møde hende. Jeg skal møde hende og 12 andre som jeg ikke kender, som er hendes venner, og at jeg måske lidt bliver sat i krydsforhør når jeg nu er den nye person, og det bryder jeg mig egentlig ikke om.

Hvordan kan man dog samle sig mod til det?

Tag jer ikke af mit navn, det er blot et dække og jeg er en FYR