Er den god nok? - LÆS DEN :) {{forumTopicSubject}}

Ukendt titel

Kapitel 1

Dylans vækkeur bippede. Klokken var 07:00, og det var mandag. Han skulle op og i skole. Dylan strakte sig kort, gabte og rejste sig så op. Han gik ud af døren, og begyndte at gå hen mod badeværelset for at tage sig et bad. Badeværelset lå ikke specielt langt væk fra hans værelse. Han skulle bare gå ned af gangen, og så lå det lige til højre. Da Dylan var nået der hen, tog han tøjet af, trak forhænget til brusekabinen fra, og gik ind under bruseren. Han trak forhænget for, og tændte bruseren. En kold fornemmelse strøg igennem hans krop da det kolde vand ramte hans krop. Der gik dog ikke mange minutter før at vandet var blevet varmt.

Da Dylan var færdig med sit bad tog han håndklædet om sig og gik ind på sit værelse for at finde noget tøj. Han trak et par halvløse cowboybukser og en løs t-shirt frem. Han tog tøjet på, og gik nedenunder for at spise morgenmad. Han tog som sædvanligt en pakke cornflakes frem, en liter mælk og sukkerskålen. Han tog også en tallerken og en ske frem, og hældte så nogle cornflakes op i skålen. Han dryssede derefter noget sukker på, og til sidst hældte han mælk ovenpå. Han begyndte at spise.

Klokken var nu 07:34. Der var 26 minutter til at han skulle være i skole. Han gik ind og tændte for fjernsynet. Han kunne godt lige nå 10 minutters fjernsyn inden han skulle ud og vente på bussen. Dylan var 16 år og var lige flyttet til byen, efter at hans mor og far var blevet skilt. Nu boede han hos sin mor. Denne dag var hans første dag på den nye skole. Hans mor havde fået et nyt arbejde. Før var hun journalist på ”Financial Times”, et blad der handlede om økonomi, men nu havde hun fået et nyt job som ekspedient i en butik. På hendes nye job skulle hun møde allerede klokken 07:00, derfor var hun aldrig hjemme når Dylan stod op.

Nu var klokken 07:45. Dylan gik ud af huset, låste døren og tog sin cykel. Han begyndte at cykle afsted til skole. 10 minutter efter var han der. Han satte cyklen i cykelstativet og gik indenfor. Da han kom indenfor gik hen ned af gangen. Han ledte efter en dør hvor der stod ”10.a” på. Det var den klasse han skulle gå i. Da han kom til døren, åbnede han den. Klokken havde endnu ikke ringet, så der var ingen lærer endnu. De fleste sad sammen i grupper og snakkede, eller kiggede på forskellige videoer på computerne. Undtagen en. En pige med langt, bølget, mørkebrunt hår sad ved et bord helt nede bagved og kiggede ud i luften. Hun sad helt alene, og snakkede ikke med nogen. Hendes hud var ret bleg. Hun havde de smukkeste grønne øjne. Det så ikke ud til at bordende omkring hende var optaget, så Dylan gik hen mod hende. Han satte sin taske op af væggen, som var maks. en meter væk fra den bagerste række af borde, som han sad ved. ”Hej.” sagde han lavt til pigen han havde sat sig ved siden af. ”Hej.” svarede pigen fraværende. Hun blev ved med at kigge ud i luften, nøjagtigt som hun gjorde før. ”Hvorfor sidder du helt alene?” spurgte Dylan hende. Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg kan bare bedst lide at være alene.” hun smilede, og kiggede igen ud i luften. Så ringede klokken, og fem minutter efter trådte en høj person ind med leverpostejsfarvet pagehår. Det måtte være så være Mrs. Clearwater, som de skulle have i første time.

”Spændende time.” mumlede Dylan ironisk til pigen da klokken havde ringet ud, og Mrs. Clearwter var gået. ”Ja. Nemlig.” svarede pigen ironisk tilbage. Hun smilede, og for første gang kiggede pigen på ham imens de talte sammen. ”Hvad hedder du egentligt?” spurgte Dylan nysgerrigt. ”Sangre. Hvad med dig?” svarede pigen. Dylan gentog navnet. ”Sangre. Flot navn.” Han smilede. ”Jeg hedder Dylan.” Han smilede igen. ”Hvor gammel er du?” spurgte Sangre ham. ”16. Snart 17.” Han kiggede vurderende på hende. ”Hvor gammel er du så?”. ”17.. 17½ faktisk..” svarede hun til ham, og smilede skævt.
Da de havde fri nåede Dylan lige at fange Sangre inden hun var smuttet. ”Vil du ikke mødes med mig i skoven, klokken 15:00? Der er stadig en time til.” Han smilede. ”Det er bare sådan, jeg har ikke specielt mange venner her eftersom det er min første skoledag, og jeg tror nok du er den jeg har snakket mest med.” han smilede. ”Ja, ja. Fint nok. Jeg skal nok være der.” svarede Sangre hurtigt, og gik. Dylan gik hen til cykelstativet og tog sin cykel. Han satte sig op og begyndte at cykle hjem, smilende. Han glædede sig til klokken 15:00, nu kunne det være at han i hvert fald fik en rigtig ven.

Kapitel 2

”Hej mor!” sagde Dylan højt da han trådte ind af døren. ”Hej!” svarede moren tilbage. Hun sad inde i stuen, ikke så langt væk fra bryggerset hvor Dylan var. Man skulle bare igennem bryggerset, så igennem køkkenet og så var man i stuen. ”Har du haft en god dag?”. ”Ja, den har været fin nok.” svarede Dylan tilbage. ”Ikke noget særligt.”. Han smilede skævt til sig selv, og gik derefter op ad trapperne og fortsatte ind på sit værelse. Han smed sin taske bag døren, og satte sig i sin seng. Han kiggede kort ud i luften, men flyttede derefter sit blik hen på hans vækkeur. Klokken var nu 14:24. 36 minutter til at han skulle mødes med Sangre i skoven. Det tog ikke mere end 10 minutter at komme ned til skoven, hvis han cyklede.

Dylan lænede sig afslappet tilbage mod et træ. Der var stadig omkring 5 minutter til at Sangre skulle komme. Han var ikke gået ind i skoven, men stod lige ved skovbrynet. Han kiggede kort rundt, og fik øje på Sangre. Han rettede sig op, så han ikke længere lænede sig op af træet. ”Hej!” sagde han til hende. Hans stemme lød meget glad. ”Hej.” svarede Sangre kort tilbage, hendes stemme lød ikke ligefrem rigtig ked af det, men heller ikke meget glad. Da Sangre var nået helt hen til Dylan, smilede hun skævt, og kiggede ham i øjnene. ”Hvorfor ville du egentlig mødes her? Hvorfor ikke i parken, eller på en af caféerne eller et andet sted? Hvorfor lige i skoven?”. Hun rynkede kort panden, og hendes blik blev lidt undrende. ”Hmm.. Det ved jeg ikke rigtig.” startede Dylan. ”Jeg kan bare godt lide skoven. Altså, jeg har ikke været i denne her skov før, men jeg er gået forbi den et par gange. Der hvor jeg boede før var der også en skov. Den opholdt jeg mig tit i. Jeg kan nok bare godt lide at være i skoven fordi..” han kiggede kort rundt, som om han ledte efter et ord. ”Her er så.. roligt.” han smilede skævt, og håbede at hans svar var tilfredsstillende. Han havde lidt svært ved at forklare det. ”Men vi kan da bare gå hen i parken i stedet? Hvis du har lyst til det?”. Han kiggede kort på hende. ”Nej nej, det er fint med skoven.” svarede hun, og smilede. Hun kiggede ham ind i øjnene. ”Nåh, vil du med?”. Hun begyndte at gå ind i skoven. Hun fulgte den brede sti. Dylan fulgte efter.

Sangre satte sig ned på den bænk, som var lige foran dem. De havde været i skoven en del tid nu. Dylan satte sig også ned på bænken, ved siden af Sangre. Bænken havde front ud mod søen. Det var et smukt syn. Klokken var allerede 17:21, og solen var allerede ved at gå ned. Det overraskede lidt Dylan at solen allerede gik så tidligt ned. De var godt nok i november, men Dylan havde ikke tænkt særlig meget over hvor sent solen stod op, eller hvor tidligt den gik ned. Det var ikke lige de ting Dylan tænkte allermest på i sin hverdag. Lige nu sad Dylan og kiggede lidt rundt. Selvom klokken ikke var så mange, følte han sig allerede træt. Det var nok mørket der gjorde det. Alt var så gråt og trist lige for tiden. Sangre sad og kiggede på ham. Hun smilede svagt. ”Skal du ikke hjem?” spurgte hun. Hun fjernede blikket fra ham og kiggede nu i stedet ud over søen. ”Måske, men det behøves nok ikke at være lige nu.” Han kiggede på sit ur. ”Klokken er jo kun 17:26.” Han gabte kort. ”Men du er vidst træt” sagde Sangre drillende til ham, og kiggede på ham med et drillende glimt i øjet. ”Måske lidt” svarede han, og smilede svagt. ”Men skal du ikke hjem?”. Han smilede drillende til hende. ”Jeg er jo hjemme. Jeg bor jo he..” hun stoppede brat op midt i sætningen. Hun kiggede væk fra ham. Hun havde vidst sagt lidt for meget. ”Bor du her?” spurgte Dylan hurtigt. Han rynkede panden og kiggede hende ind i øjnene. ”I skoven? Har du ikke noget hus? Man kan da ikke bo i skoven.”. Hans blik var lidt undrende. ”Ja. Jeg bor her.” Hun smilede skævt. Hun kunne lige så godt helt droppe at lade som om hun ikke boede her, og at hun bare havde sagt forkert. Skaden var jo sket. Det eneste hun kunne gøre var at få det til at lyde så normalt som muligt, at have et hus i skoven, selvom det ville være ret svært. ”Altså, ikke lige her, men lidt længere inde i skoven.” hun smilede igen skævt. ”Må jeg se dit hus så?” spurgte Dylan nysgerrigt. Sangre trak på skulderene ”Ja, det må du vel.”. Hun smilede, og rejste sig. Hun begyndte at gå længere ind i skoven.

Da de havde gået i omkring 20 minutter, kunne Dylan svagt ane et omrids af et hus. Sangre stoppede op. ”Her bor jeg.”. Hun smilede skævt, og trak på skulderene. Dylan svarede ikke, men gik bare tættere hen i mod det svage omrids af Sangres hus. Sangre fulgte efter ham,


men kom hurtigt op og gå ved siden af ham i stedet. Det var ikke rigtig noget Dylan lagde mærke til. Sangre satte farten en smule mere op, og snart stod hun ved husets hoveddør. Hun trak en nøgle frem fra hendes lomme, og satte den i nøglehullet. Hun drejede hurtigt nøglen rundt, trak den ud af nøglehullet og puttede den i lommen igen. Hun tog fat om dørhåndtaget og åbnede døren. Der var helt mørkt, så Sangre gik ind i huset og tændte lyset i entréen. Dylan gik også indenfor, og lukkede så døren efter sig. Han kiggede rundt. Det var en ret stor entré. Gulvet var beklædt med hvide marmorfliser. Væggene var malet hvide, og der hængte en del billeder og maleriet rundt omkring. Der var blandt andet et maleri der forestillede en sø, som var en del større end den de lige havde været ved. Et andet maleri forestillede en person, der lignede Sangre en hel del. ”Hvem er det?” spurgte Dylan nysgerrigt. Han kiggede på Sangre. ”Det er min mor.” svarede Sangre, imens hun smilede skævt. ”Men hun er død”. Hendes skæve smil forsvandt, og hendes mund var nu en lige streg. ”Det er kun mig, min far og min storebror der bor her. Min far er bare på arbejde, og min storebror, Nór, ved jeg ikke lige hvor er.. Han er sikkert hjemme ved en af sine venner eller et eller andet..”. Sangre begyndte at gå hen imod en anden dør, og hun åbnede den. ”Og det her er stuen.” . Hun fortsatte hurtigt videre, uden at give Dylan mulighed for at kigge sig omkring. Hun gik op af en lille smal trappe. Da Sangre og Dylan var kommet op af trappen, gik de hen af den lille gang der var. Hun åbnede en dør. ”Og det her er mit værelse.” Hun gik ind, og satte sig på den seng der stod ovre ved den bagerste væg. Dylan satte sig også på sengen, og lænede sig op ad væggen. ”Hvor er jeg bare træt..” mumlede han lavt og kiggede på sit ur. Han gættede på at klokken var omkring 18:10, men han var ikke sikker. ”Ikke mig..” mumlede Sangre lavt. Hun lænede sig også op ad væggen. Dylan smilede kort til hende, inden han lukkede øjnene.

Kapitel 3

Dylan vågnede langsomt op. Han måtte være faldet i søvn. Han kiggede kort rundt. Ved første øjekast anede han ikke hvor han var, men pludselig hørte han en stemme. Han havde hørt den før.. Det var Sangres stemme. Han rejste sig op, og gik ud af rummet. Ude på gangen stod Sangre og en eller anden mand. Dylan gik helt hen til Sangre, så tæt han nu kunne komme. Gangen var for smal til at han kunne stå ved siden af hende, så han stod bagved hende. ”Hej Sangre.” mumlede han lavt. ”Hvem er d...” forsatte Dylan, men stoppede hurtigt op midt i sætningen, da Sangre vendte sig hurtigt om. Da Dylan så hendes ansigt, gik han hurtigt nogle skridt tilbage. Sangre så anderledes ud. I stedet for hendes grønne øjne, havde hun nu nogle mørkerøde øjne. Hun havde også fået to spidse tænder. Det var Sangre i vampyrskikkelse. Der var ingen der vidste at Sangre var vampyr, udover hendes far og hendes storebror, Nór, som også var vampyrer. Sangre havde ikke rigtig tænkt over at hun nok ikke burde være i vampyrskikkelse når Dylan var der, hun havde faktisk glemt at han var der. Sangre kunne heller ikke rigtig gøre for at hun var i vampyrskikkelse, det skete tit automatisk når hun var oppe at skændes med en anden vampyr, hvilket hun var lige nu. Hun skændtes med sin far. Sangre kastede kort et ondt blik efter sin far, som om hun sagde 'du rører ham ikke'. Sangre gik hen til Dylan og tog ham i armen. Hun hev ham med ind på sit værelse, og nærmest kastede ham hen i sengen. Sangre kiggede nervøst på Dylan. ”Du.. må hellere.. gå..” mumlede hun lavt. Hun ville helst ikke skade ham. ”Nej. Det er.. okay. Jeg er ikke bange.. for.. dig..” svarede han en smule nervøst. Sangre kunne tydeligt se at han løj. Han var bange. ”Nej. Bare gå.” mumlede hun lavt. ”Det er nok bedst for dig.”. Hun kiggede afventende på ham, men han rokkede sig ikke ud af stedet. Sangres øjne blev mørkere, og pludselig var de kulsorte. Et stensikkert tegn på at hun var sulten. Efter det vampyrer nu er sultne efter. Menneskeblod. Dylan indså nu at han hellere måtte gå, så han rejste sig fra sengen og begyndte at gå hen imod døren. Sangre var nu så sulten at hun ikke kunne styre sig selv. Hun greb fat i ham, og tvang ham til at bukke sig forover. Hun tog fat om hans hals, og satte munden ned til den. Hun lod sine tænder bore sig ned i hans kød. Dylan mærkede en ulidelig smerte. Han prøvede at tvinge sig selv til ikke at skrige, men kunne ikke helt lade være. Han skreg lavt. Hun mærkede langsomt hans varme blod strømme op igennem hendes hals. Hun undlod at lade sin gift sprede sig i hans krop, så han ikke blev en vampyr af biddet. Sangre var en af de få vampyrer der selv kunne styre om hun ville gøre sit offer til en vampyr. Hun mærkede langsomt hans knæ blive svagere. Hun vidste at nu var hun altså nød til at stoppe, hvis hun ikke ville slå ham ihjel. Det var svært for hende, men hun tvang sig selv til at stoppe. Lige så snart hun slap ham, knækkede han sammen og landede hårdt på jorden. Hun løftede ham let og lagde ham over i sengen. Hun var ked af det hun havde gjort, men hun kunne ikke styre sig. Dylan var besvimet, men han skulle nok klare den. Hun satte sig ned ved siden af ham.

Kapitel 4

Sangre kiggede langsomt rundt. Hun havde siddet ved siden af Dylan hele tiden, men han havde ikke rørt på sig. Hun lænede sig tilbage, og lukkede øjne. Lige som hun havde lukket øjnene, begyndte Dylan at bevæge sig. Han forsøgte at sætte sig op, men en frygtelig smerte skar igennem hans hoved, og han havde kvalme. Han lagde sig ned igen. Han kiggede rundt så godt som han nu kunne, for lige at se hvor han var. Han kunne ikke lige komme på hvorfor han var her, men da Sangre lænede sig ind over ham, vendte det hele langsomt tilbage. Biddet. Smerten. Sangre havde igen grønne øjne. Hendes spidse tænder var også væk. Hun var ikke i vampyrskikkelse mere, men i menneskeskikkelse. ”Sangre..?” mumlede han lavt. ”Du.. er en... vampyr..”. Han ansigt var helt udtryksløst. ”Nej.. Eller, jo.. Men.. undskyld.” sagde hun langsomt, imens hun kiggede ham i øjnene. ”Undskyld. Jeg er meget ked af det.” Hun hulkede en smule, men begyndte så at græde. Hun lagde sit hoved på Dylans brystkasse. ”Undskyld.. Undskyld..” mumlede hun trist, og blev ved med at gentage det. ”Det var altså ikke med vilje.”. Sangre græd stadig. ”Det er.. okay..” sagde han lidt nervøst, men det var ikke noget man lagde mærke til. ”Du må hellere gå..” sagde hun, og løftede sit hoved fra hans brystkasse. Hun tørrede sine øjne og lænede sig op ad væggen. ”Nej. Det er ikke nødvendigt. Jeg.. ringer bare til hende.”. Han stak hånden ned i hans lomme, men der var intet. Han tjekkede også den anden lomme. Tom. ”Eller.. det gør jeg ikke.”. Han blev liggende, og gjorde ingen tegn til at ville flytte sig. ”Men.. Hvem var ham der manden?” mumlede Dylan. ”Det er bare min far.” svarede Sangre. Hun græd ikke længere. ”Men kom Dylan. Du må altså hjem nu.” Hun løftede ham uden problemer op, og gik ud af rummet, ud på gangen og ned ad trappen. Hun gik ud i entréen, og videre ud af hoveddøren. Hun havde ingen problemer med at bære ham, da vampyrer var utrolig stærke. Da hun var kommet lidt væk fra huset satte hun farten op. Det gik unaturligt stærkt. Det var endnu en af vampyrernes specielle evner. De kunne løbe utrolig hurtigt.

Da de var nået ud af skoven, og ned i byen stoppede Sangre op. ”Hvor bor du så?” spurgte hun. ”Applebird Road” svarede han. ”Nr. 14.”. Han kiggede kort rundt. Sangre satte igen farten op, og indenfor kort tid stod hun foran Dylans hus. ”Det er jo her så.”. Hun smilede skævt til ham, og satte ham ned. ”Vi ses.”. Hun vendte sig om, og begyndte langsomt at gå. ”Sangre.. Vent..” sagde Dylan lavt. Han gik langsomt hen til hende. ”Jeg er altså okay.”. Han smilede skævt til hende, og kyssede hende kort på kinden før han vendte ryggen til hende og langsomt begyndte at gå hen til huset igen. Da han var der, åbnede han døren, og råbte til sin mor: ”Undskyld at jeg var væk hele natten, men jeg sov hos en.. ven.”. Han kiggede rundt og afventede et svar fra sin mor. ”Det er okay, men ring lige en anden gang!” råbte hun. Hun lød ikke specielt sur, nok mere lettet.

___________________________________________________________
Arj, der er nok ingen der orker at læse den helt, men ellers så skim den bare, og skriv hvad i syntes ^^