flytte pga. problemer (LANGT) {{forumTopicSubject}}

Hej alle..
Jeg står i den situation, at jeg i den grad har brug for en masse gode råd og vejledning ang. flytning.
Jeg er 16 år gammel, går på Nyborg Gymnasium – Pre-IB og bor i en lille by ved navn Gudbjerg 25km fra Nyborg og ca. 10km fra Svendborg.
Jeg ønsker inderligt at flytte hjemmefra pga. problemer i hjemmet.
Det hele startede for omkring 5 år siden. Denne gang var det min bror, der siden han var 15 (han er 20 nu) har haft indbyrdes problemer med vores mor og stedfar. De var oppe at tottes stort set hver dag om dit og dat. De mente at han var uansvarlig og røvforkælet, selvom han selv cyklede frem og tilbage til sport, skole, venner etc. Han betalte selv de ting han nu engang gerne ville have. For 4 år siden var det blevet så slemt at vores mor og stedfar gentagne gange bad ham pakke sine ting og forsvinde. Det gjorde han så en onsdag aften ca. kl 21.30, hvor han flyttede hen til sin kæreste, som bor i den anden ende af vores lille by (han var på det tidspunkt lige fyldt 16).
Nu er jeg altså kommet i den situation at det samme er sket/sker for mig. Det blev rigtig slemt sidste år (da jeg var 15), og jeg har nu gentagne gange fået af vide, af min mor, at hun synes jeg skal pakke mine ting og forsvinde.
Det skal lige siges at min mor har problemer med helbredet (ryg og arme), hvilket går hende meget på, forståeligt nok, og det går også udover den økonomiske del. Dette påvirker hende meget, men påvirker også mig meget mere end hun umildbart ved. Det går mig da på, at hun går og har det dårligt her dag, men det er som om at jeg er den eneste hun kan afreagere på. Dette r taget rigtig hårdt på mig, og jeg har været derude, hvor jeg er stoppet med at spise, har tænkt/forsøgt at begå selvmord flere gange osv.
For blot et par måneder siden blev det for meget for mig. Jeg pakkede en taske, tog i skole og snakkede med min klasselærer (9. klasse). Jeg aftalte med ham at det var bedst, hvis jeg tog hjem til min daværende bedste veninde og blev i et par dage, til der var faldet lidt ro over tingene, og vi kunne snakke sammen (På dette tidspunkt havde jeg fået konfiskeret mobil og computer – så havde INGEN kontakt til omverdenen). Jeg aftalte med ham, at han skulle ringe til min mor og fortælle, hvad der skete. Samme eftermiddag dukker min stedfar op på min daværende venindes adresse for at hente mig, med den besked ’Jeg kører ikke uden dig, din mor vil snakke med dig’. Da ingen anden mulighed bød sig, måtte jeg følge med. Da jeg kom hjem, og de næste MANGE dage sagde min mor ikke ét ord til mig!
Nu er det bare blevet endnu værre.. Jeg er flere gange blevet klasket med våde håndklæder, blevet revet hårdt i håret (lokker revet med ud..) og ’prikket’ hårdt til i ansigtet. Jeg har før fået slået hovedet gentagne gange ned i sengen osv. Jeg kan ganske enkelt ikke tage det mere..
Det er lige meget hvad jeg gør, det er enten forkert eller ikke godt nok. Jeg får aldrig et ’tak’ eller en ’no comment’ for noget jeg gør. Hver gang jeg siger noget bliver det opfattet som vrissende og grimt, uanset hvordan jeg taler. Så sent som i dag sagde min mor (efter at have revet mig i håret, ’prikket’ mig i ansigtet og skældt ud af h til) ’Du kan bare pakke dine ting og flytte’. Jeg svarede hende ikke men gik hjem og begyndte at pakke en sportstaske. 10 minutter efter, da jeg næsten er færdig med at pakke, kommer hun ind på mit værelse og siger at hun har snakket med min stedfar. De er så kommet til den konklusion at jeg skal isoleres fra kontakt med venner/kæreste i hverdagene. Det vil sige at alle aftaler jeg har lavet skal jeg aflyse, og jeg må kun se venner/kæreste i weekenderne. Det her bliver jeg selvfølgelig gal over, men siger ingenting til hende, da jeg ikke gider skændes yderligere.
Jeg har hele mit liv haft det svært i skolen, og haft svært ved at skabe venner. Jeg er flere gange blevet isoleret og det har kun gjort det hele værre. Jeg er en person som psykisk har brug for støtte og samvær med folk på min egen alder. I 5 år har jeg kun brugt fritiden med folk på min mors alder (i stalden), og det er først efter at jeg har fundet min kæreste, at jeg er begyndt at ’hænge ud’ med folk på min egen alder, hvilket har været rigtig godt for mig! Jeg er i forvejen ret isoleret derhjemme, da jeg kun må være på mit værelse hele dagen/aftenen.
Nu vil jeg altså ikke mere. Jeg kan se, hvor dette fører hen. Det er fuldstændig samme mønster, som dengang med min bror. Efter han flyttet er det bare gået op af bakke for ham! Han kan tage vare på sig selv nu og tager fuldt ansvar. Jeg får selv af vide at jeg er ret moden og jeg tror på, at hvis jeg får mere ansvar vil mit liv blive bedre.
For at prøve det hele af med det her at flytte hjemmefra, har jeg i en hel uge passet min kusines gård, 6 heste, rottweiler og kat, sammen med min kæreste. Vi prøvede diverse indkøb, at skulle tage på arbejde, tage ansvar for hus og dyr og ja, klare det hele selv. Det er altså gået fantastisk.. Jeg følte mig meget mere fri, men kunne mærke på både mig selv og min kæreste (han er 17, snart 18), at vi virkelig tog meget ansvar i forhold til, hvad vi er vant til (det skal lige siges at jeg derudover kørte ud til mine egne 3 heste og passede dem også). Alt i alt er der faktisk ikke det vi ikke har prøvet.
Jeg tror på at det sagtens kan fungere for mig, også med lektier osv. Da jeg bliver motiveret af at skulle tage ansvar!
Min kæreste har tilbudt at jeg kunne flytte ind hos ham, hvilket jeg gerne vil da mulighederne er mange. Det er tæt på mit arbejde (lige over vejen), gode busforbindelser til skole, tæt på byen og så har jeg en dejlig cykel jeg kan komme rundt på, ud til mine heste osv.
Hvad synes I at jeg skal gøre? Skal jeg flytte hjemmefra, måske bare i en periode til start (en måned eller to) og se, om det kan fungere? I så fald, hvordan vil I så anbefale at jeg gør det? Nu lever jeg jo under den regel, ikke at måtte forlade hjemmet. Skal jeg snakke med min mor og sige at jeg flytter for en tid, for at se om det kan give os alle en nemmere hverdag, og jeg kan ’lære’ at tage mere ansvar, som hun jo så ikke mener at jeg kan (vil garanteret ikke få lov at tage nogle steder, og er ret bange for at blive udsat for vold etc. hvis jeg snakker med hende om det, da vi i forvejen har et meget dårligt forhold til det med at snakke), eller skal jeg skrive en grundigt brev, hvor jeg forklarer at det ikke er fordi jeg hader dem eller noget, men at jeg tror det ville være bedst for alle parter, at vi er skilt fra hinanden i en tid? I så fald, har I så nogle gode råd til, hvordan jeg kan skrive det så det er forstående?
Jeg vil for resten lige sige at jeg allerede tager det ansvar der hedder, at jeg selv har betalt for mit føl, som er 100% mit. Jeg betaler alle udgifter, træner og passer hende.
Jeg beklager at det er blevet så langt! Jeg håber at nogle af jer har haft overskud til at læse mit indlæg og vil komme med jeres gode råd.
Tusind tak på forhånd!!