Dansk stil, vil I læse? ;o) {{forumTopicSubject}}

Og der er nok mange af jer der ikke bryder sig om måden den er skrevet på, men det er altså meningen .


På barndommens vinger


Jeg blev hverken født for tidligt eller sent, nej lige der hvor jeg skulle. Jeg havde lidt sort hår og vejede omkring 3 kg, og mit første sæt tøj var grønt og rødt, hvilket var meget normalt. Jeg havde en almindelig mor, som passede på mig når jeg var syg eller kom til skade. Jeg bøvlede meget med mellemørebetændelse og hun var der altid for mig, ja, jeg havde altså en rigtig tryg barndom også med en almindelig far. Vi havde alle, hvad der dengang var almindeligt, almindeligt tøj på. Vi tog i svømmehallen og jeg lærte at svømme, vi kørte til stranden og fik en masse frisk luft, vi gjorde alt hvad en almindelig familie ville gøre. Tre år efter jeg blev født, fik jeg en lillebror, men han var ikke almindelig. Nej, han blev født otte uger for tidligt, hvilket resulterede i at han var syg, så syg vi var ved at miste ham, men det gjorde vi ikke og så var vi en almindelig familie igen. Da både min lillebror og jeg var små, arbejdede min far meget. Han kørte lastbil i udlandet, og var derfor sjældent hjemme, hvilket ikke var almindeligt for en almindelig familie, men vi hyggede med mor. Vi fik både slik og sodavand, dog i begrænsede mængder, men det var godt. Jeg startede i børnehaven og det var da noget mærkeligt noget. For inden da gik jeg i dagpleje, hvilket jeg ikke var just glad for. Engang fik min mor lov til at slæbe mig hele vejen derhen, fordi jeg ikke ville og var sur og stædig. Og når jeg så kom derhen var jeg en strid lille møgunge, jeg fandt mig ikke i noget. De andre børn skulle makke ret efter hvad jeg sagde, ellers kunne jeg sagtens dele øretæver ud. Eller, jeg bed dem bare så de fik blå mærker selvom det var mine venner, der begyndte tegnene på at jeg ikke var så almindelig alligevel.

Jeg lavede alt i alt meget med mine forældre da jeg var en lille baby og ikke kunne sige hverken fra eller til. De havde al magt over mig og kunne gøre lige hvad de ville. Men de var gode ved mig. Når vi var på stranden om sommeren var det bedste for mig at løbe nøgen rundt, det gav de mig lov til. Det var almindeligt for dem, og det var skønt for mig. Jeg kom også tit med til Legoland og jeg elskede at kigge på de store flotte bygninger, jeg var faktisk helt fascineret af hele Legoland. Desuden kunne jeg specielt godt lidt at flyve i helikopterne, det var smadder sjovt. Når vi var hjemme ville jeg gerne have chokolade, alt slags chokolade. Om det var marabou, nutella eller twix, jeg var ligeglad for jeg elskede alt. Bedst var dog at tømme et nutella glas uhm. Det blev en del af min hverdag og ret almindeligt. Pludselig fik jeg også mere familie. Der kom både en fætter mere og så en kusine, så jeg i alt havde to fætre og en kusine. Jeg nød at være ude ved dem i deres store hus i Mejls og bare tumle rundt og lege politiet efter røverne eller dåseput, man kunne lege alt derude. Så vi var nogle helt almindelig danske familier der mødtes flere gange om måneden. Jeg fik også flere veninder, endda tre bedste veninder som hed Anna, Nadia og Camilla. Vi legede tit sammen, ligesom almindelig børn gør, og det var rigtig hyggeligt. Vi kunne bruger mange timer på at tegne og spille kort, eller hvad vi kunne finde på.

Jeg var kun seks år da jeg skulle begynde i skole, dvs. at jeg også skulle lære nye venner at kende. Jeg var lidt genert, men jeg havde heldigvis Nadia med fordi vi skulle i klasse sammen og det hele gik fint, og den første dag foregik ret almindeligt. Jeg kom også i klasse med Christina og Alexandra, som jeg kendte fra børnehaven. De havde hjulpet mig en dag, hvor det var rigtig vigtigt. Vi legede alle tre nede i kælderen med store byggeklodser en helt almindelig dag. Solen skinnede, fuglene pippede og jeg ved faktisk ikke hvorfor vi ikke var udenfor. Så lokkede Christina og Alexandra mig til at hoppe ned fra det to meter høje byggeklodstårn så jeg hoppede lige ned på madrassen, hvor der intet vat var, og brækkede min højre arm. Jeg skreg på min mor, men hun kom ikke, så jeg begyndte at græde, nej jeg tudbrølede. Inden fem minutter kom Falck i en ambulance. Den blå hvide tingest med blå blinkede lygter skræmte mig, men smerterne skræmte mig endnu mere og jeg havde intet valg. Jeg blev taget på en kørende seng ud i ambulancen og så gik det til Esbjerg hvor jeg langt om længe så min mor, så græd jeg lidt mere. Efterhånden er det blevet mere og mere almindelig for mig at komme til skade. Jeg har brækket højre arm to gange og begge gange er jeg blevet opereret, så er en hest væltet ned over mig, jeg er blevet syet tre gange i hovedet og så er der sket så meget andet min hjerne ikke kan rumme.

Men med tiden er jeg vokset. Jeg er vokset fra at være en lille klump uden meninger, til en næsten voksen teenager med sine helt egen meninger og holdninger. Jeg har altid været stædig, det er jeg stadig. Jeg har altid været uheldig, det er jeg stadig. Jeg har altid været glad for dyr, det er jeg stadig. Jeg har altid elsket chokolade, det gør jeg stadig. Så jeg er tydeligvis den samme, men jeg er vokset. Og jeg vil blive ved med at vokse, vokse mig så stor og stærk at jeg kan flyve væk fra den lune rede og lære at klare mig selv. For hvis jeg kan det, kan jeg redde hele verden. Stoppe krigene, stoppe børnearbejdet, stoppe sexmisbrug og stoppe volden. Gøre verden til et ikke grusomt sted at være. Bare fjerne alt det negative i verden, så alle kunne være glade og tilfredse. Og starte så godt på et almindeligt liv, som jeg gjorde for det var dejligt rart.