Jeg glemmer ham aldrig.. - den stakkel Jeg glemmer ham aldrig.. - den stakkel

Det er ved at være længe siden. Længe siden at resultatet blev den værste jul nogensinde. Den jul, som man ellers havde glædet sig rigtig meget til. For hele familien skulle være samlet. Både hunde, de andre dyr – og os Familien Rinken.

Dagen før – d. 23 dec 07. sys jeg hundene trængte til en rigtig god, lang og frisk tur. –jeg fik en veninde med ud og gå den tur. Da vi kom lidt længere væk, og hundene begyndte at slappe lidt mere af, efter at have trukket lidt og hevet lidt. Så besluttede vi os for at slippe dem fri. Skulle vi aldrig have gjort.
–I starten gik det fint. Jeg kaldte på dem, de kom og sat sig. Fik en godbid – jeg sagde ’fri’ og de løb igen. Det gjorde jeg mange gange. Men da jeg så lige skal til at gøre det. Ser Bjørn den der hare hoppe omkring. (Bjørn er ’jagthund’ – border collie).
Han løber så efter den…
Jeg kan ikke kalde ham til mig. Jeg kan kun kalde den anden hund til mig (Bean), som jeg hurtigt får givet snor på.
Vi prøver at gå hen mod vejen, som alligevel ligger den modsatte vej af den vej vi skulle.
Der kommer så en bil ind af indkørslen, som fører ud til den store trafikeret vej, og damen i den, siger at vi lige skal holde godt fat i hunden (Bean), for de havde lige ramt noget ude på vejen.

Jeg går i panik, og indtil jeg får afvide at det er min lille Bjørn, så står jeg og ryster, og tårerne render allerede ned af benene på mig.

Jeg løber ud, og der ligger han. Nede i grøften. Stadig i live. Han rystede og var kold, men forsøgte alligevel at rejse sig. Han havde slet slet ingen kræfter. Men logrede med halen da jeg kom ned til ham.

Jeg gav ham min jakke på, så han ikke frøs så meget. Jeg sad og snakkede til ham, og fik ham til at slappe af, og han slikkede mig på hånden. Efter det kæmpede han slet ikke. Han lå med hurtige vejrtræk, og lå bare helt stille. Men stadig med åbne og livlige øjne.

Min bror og mor kom, og de gik båret ham op i bilen, og lagde ham ind i et tæppe, der var der endnu mindre liv i ham. Min veninde gik hjem, og vi tog Bean med ind ved siden af mig, og vi kørte ind til dyrlægen.
-Jeg hylede som besat, og Bean var også helt underlig, som om han vidste hvad der skete..
Da vi kom derind, og min mor åbnede bagagerummet, var der ikke mere at gøre. Han var død. Helt kold, og livløs.
De fik ham ind, og stod længe derinde, og jeg fik lov til at komme ind og sige farvel til ham. – Selvom min mor vidste det nok ikke var det bedste.

Jeg lå med hovedet på ham, jeg kunne ikke gå fra ham.
Ikke blot min bedsteven, men også Beans bedsteven var borte.
Jeg fik mig taget sammen, og da jeg var alene med ham, fik jeg sagt at han aldrig ville blive glemt. –ja. Jeg ævlede løs som den ’’ugly’’ stemme man nu har, når man røv tuder.

-Jeg har ikke glemt det endnu. Hver gang jeg lukker øjnene ser jeg det hele ske for mig igen, igen og igen. Jeg får medicin for at holde de tanker og drømme væk. Men intet er hjulpet. –Pas på jeres kræ :’( Jeg har så røvmeget skyldfølelse af denne tur. Jeg kunne jo regne ud han ville løbe hvis han så et dyr. –Men jeg havde hovedet et helt andet sted, at de skulle have brugt deres energi, og at de skulle have skrukket sine ben. –Jeg har ikke gået den vej med nogen hunde siden. Jeg er simpelthen for reg for at se det hele for mig, eller at det sker igen. Jeg har selv været ovre, sidde i grøften, og med hans halsbånd i hånden.

I tænker sikkert ’se dog at komme videre’
Og jeg kan så fortælle jer, at jeg prøver alt hvad jeg kan.
Det går den rigtige vej, men det går langsomt. Meget langsomt.

Jeg ville blive glad, hvis i gad kigge forbi ham, skrive en kommentar til ham, og smide en bedømmelse til min smukke hund.
http://www.hundegalleri.dk/html/gal_visbil.asp?ID=14303&ipc=55254

Hvil i fred, Bjørn. 23/12/07

-VH og tak fordi i lyttede.
Bean & Lene.