Et sidste farvel!<3 {{forumTopicSubject}}

Jeg ved godt det her slet ikke høre hjemme her, men jeg skal ud med min historie:

Nårh.
Nu skete det altså,
min mormor er gået bort,
i en stille søvn.
Det hele var meget roligt og hun led ikke eller noget.
Men alligevel kan jeg ikke lade være med og sidde tilbage og tænke,
Er det forkert af mig og være lidt lettet?
Altså hun kunne slet ikke gå eller noget her til sidst,
hun blev udskrevet fra sygehuset for 2 uger siden,
og der kunne hun stadig gå og snakke med os.
Men da jeg var nede og besøge hende i går,
ænsede hun slet ikke jeg var der,
og jeg blev meget ked af det over det,
for jeg ville jo gerne kunne snakke med hende.
Men så har jeg også en fætter på 5 og en kusine på snart 4,
og det var med i dag da vi skulle synge hende ud,
min fætter på 5 kunne godt følge med i det hele,
og han forstod godt at nu var hans farmor altså væk,
men der i mod min kusine kunne slet ikke forstå det,
ikke for vi fortalte hende at farmor altså skulle op til Ruth,
(Ruth er deres nabos kone som også døde af kræft)

Min mormor blev 69 og et halvt, hun har haft kræft i snart 14 år,
og har virkelig kæmpet en hård kamp,
hun sagde til mig sidst jeg havde en snak med hende,
at nu gad hun ikke kæmpe mere,
hun gad ikke og skulle slås med hendes egen krop,
så nu skulle det være slut,
og det er kun en unge siden.
Aldrig i mit liv har jeg mødt så stærk en kvinde,
hun er mit forbillede.

I går blev jeg indlagt med blindtarms betændelse,
og det var ikke sikkert jeg kunne komme hjem før i morgen,
men lægerne fandt heldighvis ud af at det "bare" var blærebetændelse.
Jeg blev derfor udskrevet,
og det var så i går middag,
og ved et rent tilfælde ville min mor lige ned og sige hej til min mormor,
Jeg tog så med for jeg ville lige forklare hende at jeg havde det fint,
hun ænsede godt nok intet,
men jeg følte hun fik de med.
Inden vi tog hjem gav jeg hende et kys på panden og sagde:
Jeg elsker dig mormor, vi ses i morgen.
Jeg er virkelig glad for at jeg tog med selvom jeg ikke havde det godt,
for jeg fik mit farvel.

Den stærke kvinde som er min mormor,
har selv planlagt hele sin begravelse,
ned til mindste detalje,
og hun sagde at det skulle være hendes børn og svigerbørn der sklulle bære kisten,
i dag da vi sang hende ud,
var det alle børnebørnene der bar hende ud af huset,
( vi er 7 i alt og de to små bar sammen i midten)

Det her er mit farvel til min elskede mormor,
som betød en verden for mig<3
Jeg vil altid elske dig:* .